mandag den 22. juni 2015

Ombord på Moderskibet.

Nogle gange er der krappe bølger, andre gange er der blikstille. Men det er altid i bevægelse. Vandende under Moderskibet. Moderskabet.

Jeg synes moderskabet er et af de største udfordringer mit liv har budt på. For det har altid lagt mig så nært på sinde at være bedre, rundere, kærligere - end det moderskab jeg selv var underkastet som barn. Der var ikke meget elastik, kommunikation eller kærlighed der.

Dét at være mor, og især dét at være alenemor, kræver at man tager ansvar. At man er voksen. Og at man er udfordringerne moden. Jeg var 19 år gammel da jeg blev mor første gang. Jeg var hverken særlig ansvarlig eller voksen, da jeg fandt ud af at jeg var gravid. Men jeg blev det - hurtigt. Fordi jeg vidste hvor meget der var på spil for det barn som skulle blive mit.

Jeg har læst mig til alt hvad jeg ved om Moderskibsnavigation. Jesper Juuls "Dit kompetente barn" var min bibel, og mange af mine terapitimer gik med evaluering af mit Moderskab. Jeg ville ikke være min mor.

Fra mine piger var helt små har jeg kæmpet en brav kamp for at bryde alle mønstre. Det er ikke altid gået lige godt eller nemt, og jeg har begået så mange fejl. Men jeg har altid været stædig og indædt nok til at fortsætte kampen.

Jeg har haft flere forskellige parametre til at måle min succes. En af disse var hvordan mine børn indgik i sociale og relationelle interaktioner, en anden var hvor vellidte de var i daginstuitutioner/skoler, og selvfølgelig hvordan min nærmeste omgangskreds opfattede dem.

Jeg har været en hård mor. En konsekvent mor. Og en kærlig mor. Jeg synes selv jeg er lykkes nogenlunde. Faktisk er Moderskabet min største og eneste bedrift i det her liv. Men det gældes. For jeg har sendt to dejlige mennesker ud i verden, og en af dem står allerede nu på egne ben. Og i morgen skal jeg sætte studenterhuen på hendes hoved.

At få mine børn igennem uddannelsessystemet har været så uendeligt vigtigt for mig, for det er så hårdt at kæmpe sig igennem det, når man er voksen og har fået børn. At Marie bliver student i morgen føles derfor ikke kun som hendes bedrift, men også som min. Det føles som et af de vigtigste succesparametre. Jeg er så stolt af at det er lykkes. Og jeg er så glad og taknemmelig for at det er mig som skal sætte huen på hendes smukke knold.

Tillykke Marie. Mit lille liv. Tillykke!

søndag den 14. juni 2015

Blinde vinkler.

Maja bliver født i maj i 1982.
Hun er et kærlighedsbarn. Et ønskebarn. Både mor og far glæder sig til hendes ankomst.

Det andet barn er 5 år. Hun kan ikke helt forholde sig til det der barn. Tingene er sket så hurtigt efter hinanden. Først kaos overalt. Så den ene plejefamilie, så den anden plejefamilie, så alene med Mor. Og sommetider bare... alene. For Mor går i byen. Det er der for så vidt intet i vejen med, hvis der fx havde været en babysitter. Men det er der ikke. Pigen er helt alene og bryder sig ikke om at vågne alene i mørket i et tomt hus. Det sker flere gange. Hun sover i dobbeltsengen, og her krammer hun krampagtigt sin brune bamse. Pelsen er syntetisk, og stikker lidt. Men det er ligemeget. Barnet kender allerede følelsen af at være alene helt ind i marven, så hun tager den tryghed bamsen har at give. Det er ikke meget, og hun klemmer øjnene hårdt i, så skyggerne ikke skal nå hende.

Mor er i byen for at finde en mand. Det lykkes den nat pigen er blevet 4 år. På barnets fødselsdagsnat finder Mor en "far" til hende. Han kan trylle tyggegummi frem fra barnets øre og is ud af ingenting. Det er ren magi og barnet er betaget. Hun er ikke helt tryg ved mænd. Eller fremmede. Men magien og godbidderne virker. Manden flytter ind, og snart flytter de videre til en ny by. Mor er gravid. Og pigen skal have en lillesøster.

Babyen skriger meget. Og gylper endnu mere. Amning er ikke noget for Mor, heller ikke denne gang, så det er modermælkserstatningsgylp. Det stinker. Og fordrer ikke nærhed mellem søstrene.


...


Maja kommer ind i vores liv, da det endeligt er lykkes for min mor at blive - og forblive - clean.
Hun dumper ned i en drømmetid, hvor det eneste min mor drikker ved sociale sammenkomster er squash sodavand. Aldrig alkohol. Ingen stoffer. Helt clean. Jeg er 5 år gammel da Maja bliver født.

Det er en drømmetid. Det ligner en kernefamilie udenfra. Men skaden er sket, og den er uoprettelig.
Relationen mellem min mor og jeg er et åbent sår, og erindringerne om alt det vi har været igennem sammen fortrænges og fornægtes af min mor, og det er her og nu løgnene begynder. Livsløgnene, som først bliver afsløret og rettet, fra jeg er 15-16 år og frem til i dag. Indtil da er historien at min far er død. Og alt hvad der er sket med og mellem os indtil jeg er 4 år, tales der ikke om. Overhovedet. Under nogen omstændigheder. Elva og Mor holder løgnenes knuder strammet så hårdt, at intet kan løse dem. Der er stadig alt for mange uløste knuder.


...


Vi er flyttet til en lille indre missionsk landsby nord for Limfjorden, og alle i landsbyen byder os velkomne med åbne arme. Vi forstår ikke ret meget af hvad de siger, dem fra landsbyen, det lyder som om de har en kartoffel i munden når de taler, så Mor bliver ret hurtigt - uden at det helt går op for hende - valgt ind som kasserer i Husmoderforeningen. Vi integrerer os. Vi leger familie og som den kamæleon min mor er, skifter hun farve og kulør, så vi passer ind.

Vi får røgede ål og sandkager som gaver, og der er masser af børn i landsbyen at lege med. Sproget bliver hurtigt lettere, og snart er den lille voksende familie helt integreret i lokalsamfundet.
Jeg var 4 år da vi flyttede dertil, og 6 år, da vi flyttede derfra. Jeg nåede at gå lidt i børnehaveklasse og i søndagsskole. Og jeg lærte at blæse tyggegummibobler og cykle uden støttehjul. Det var her jeg tabte en ordentlig dunk sildelage ned i min onkels nye kokostæppe, og jeg styrtede på cykel for alvor første gang. Det var også her at jeg lærte at ensomheden var et vilkår. Mit vilkår. For da jeg fik en lillesøster mistede jeg også min nye far. Det blodsbeslægtede barn, som var så yndigt, kom jo selvfølgelig først. Det var i disse par år jeg begyndte at udtænke strategier for hvordan jeg kunne stikke af hjemmefra, om jeg mon var adopteret, og det var her jeg fandt ud af, helt bevidst, at jeg var insignifikant. Så jeg begyndte så småt at gøre oprør. Småbitte ord og handlinger som spirede indeni mig. Jeg begyndte at gemme mad, til de lange stuearrester - og til Flugten. Jeg vidste ret tidligt at jeg ikke passede ind. Jeg var forkert i den familie. Jeg var overflødig. Så jeg ville så gerne væk derfra. Jeg pakkede tøj og mad og forsøgte flere gange at stikke af hjemmefra. Der var ikke nogen Mor der bad mig blive. Der var ingen der fortalte mig at jeg var ønsket. Desværre vidste jeg også godt selv, at jeg var for lille til sådan at stikke af for alvor. Hvor skulle jeg tage hen? Jeg havde jo ikke nogen. Så vreden indeni mig voksede bare. Følelsen af forkerthed og trods voksede også.


...



Alt dette var Maja så lille (og elsket) at hun selvfølgelig ikke hverken vidste eller forstod. Hun kendte ikke vores kampe. Min mors svigt. Hun dumpede lige ned i det heldige intermezzo, der var i min mors misbrug. Hendes tidlige barndom blev tryg og god. For hun havde en mor, og ikke mindst en far, som forgudede hende. Hun havde kernefamilie og leverpostej, og en søster der følte sig fortabt midt i den nydelige hverdag.

Min søster er omkring 10-11 år, da min mor begynder at vakle. Hun begynder at drikke vin. Mere og mere. Til sidst også øl. Mange øl. Det sker efter skilsmissen fra Majas far, og i særdeleshed efter hun møder den mand der ender med at blive far til vores lillebror Mads.
Maja kommer på efterskole allerede i 8 klasse, og bor derefter hos sin far. De få år hun nåede at opleve med min mors druk, har hun fortrængt. Hun vil ikke tale om det. Hun kan ikke holde ud at "svigte" min mor. Hun forstår intet af mit oprør eller min vrede. Hun har glemt alle de gange hvor jeg hentede hende, fordi min mor var for fuld, eller havde været på druk i flere dage. Hun vil ikke huske. Det er alt for smertefuldt.

Maja har selv valgt nogle af sine blinde vinkler. Hun har valgt at forblive loyal overfor min mor. At tie det ihjel. Jeg bebrejder hende for så vidt ikke. Hun har ikke oplevet samme massive svigt som jeg. Hendes sår er nemmere at tilgive, tilsyneladende.

Men de blinde vinkler har kostet mig en søster. Et vidne på noget - omend kun en lille del - af mit liv. En fællesnævner og en blodsbeslægtet. Og jeg savner dét der kunne have været.


...



Vi har allesammen blinde vinkler i vores liv. På den ene eller den anden måde.
Blinde vinkler kostede mig min søster.


onsdag den 3. juni 2015

Radiostilhed og støj.

Jeg ved det godt, indlæggene kommer ikke særligt stabilt. Det er ikke dig. Det er mig.

Hoved og krop samarbejder ikke særligt godt for tiden. Og der er så meget i spil, og så mange bolde i luften, som er nødt til at forblive svævende lidt endnu, at mit tilbageholdte åndedrag gør mig lidt svimmel.

Lad mig forklare.

Mit liv sejler. Så kort kan det siges. Men de 3 små ord er ligesom ikke fyldige nok, til at formidle følelsen af at kvæles langsomt. Jeg føler jeg træder vande i kviksand.

Jeg har arbejdet så hårdt for at blive uddannet. Med og mod alle de odds og åndssvage vilkår, som jeg har. Først, mens pigerne var små, en vildfarelse udi Kunstverdenen, sidenhen VUC - og til sidst Universitet. Jeg har, som I ved allerede, været alene om alt det meste af tiden. Og det betyder også alene og på bar bund økonomisk. Ingen buffer. Ingen forældre til at sende mad eller penge sidst på måneden. Ingen og intet. Fra jeg var 16-17 år. Og hvis I ikke er klar over det, kan jeg fortælle at det er dyrt at være fattig i Danmark.

Især hvis man har børn. For så er der nogle sociale standarder der skal imødekommes, for ikke at stigmatisere og ekskludere dem fra fællesskabet. De skal have en mobiltelefon, en skolecomputer, de skal på skoleudflugter, lejrture, udlandbesøg. Og det hele koster. Miranda har stadig ikke prøvet at få en ny telefon. Hun har altid fået brugte.

Derudover er der vintertøj, sommertøj, sko, støvler, fødselsdage, julegaver, højtider og alt det andet gøgl, som følger med, hvis man forsøger at holde livet normalt og bare nogenlunde ligeværdigt med de andre. Mine børn er aldrig blevet materielt forkælet, og vi har aldrig været sådan rigtigt på ferie sammen, men alligevel har det været dyrt. For dyrt. Jeg har stået med ét barn der havde en stor familie (på sin fars side) og ét barn som kun havde mig. Og ingen andre. Og der er selvfølgelig blevet forsøgt kompenseret. For det har gjort ondt på mig. Jeg ved jo hvordan det er at føle sig alene. Ferierne er blevet brugt på gratis glæder og lejlighedsbytte med gode venner. Og det gældes. Bestemt. Men de har tit ønsket sig andet og mere. Sådan var vores vilkår bare ikke. Og det er også ok.

Nå - men min pointe er at jeg har sat mig i gæld. Jeg har været nødt til at købe ting (møbler, briller, elektronik, hvidevarer...) på afbetaling, og at tage nogle dumme forbrugslån. Hvilket betyder at jeg nu samlet har en gæld på omkring 110.000 kr i forbrugslån, og at jeg skylder omkring en million (ja, du læste rigtigt) i SU-lån. Jeg har været studerende i uendeligt mange år, og jeg har været enlig forsørger det meste af tiden. Og jeg har lånt hvad jeg kunne i studielån.

For jeg havde jo en akademikerløn at se frem til.

...

Faktum er at jeg er på min sidste måneds SU. Jeg har trukket den akkurat så lang tid som overhovedet muligt. Det betyder at jeg den 1.juli skal møde op på jobcentret og søge kontanthjælp. Det er så svært for mig. Så svært at jeg næsten ikke kan trække vejret ved tanken. For nu ryger jeg lige tilbage i socialklasse 5. Den "klasse" som jeg har kæmpet så hårdt og længe for at komme væk fra og ud af.

Jeg har for første gang nogensinde ikke betalt alle mine regninger. Jeg har skrevet mails til kreditorerne, og lavet en aftale med én af dem. Den aftale holder 2 mdr, så skal jeg afdrage helt igen. Det kan jeg under ingen omstændigheder. Så denne blog bliver nu også en dokumentation på et menneske på økonomisk deroute. Jeg går personligt fallit. Og min stolthed er smadret. Jeg er ydmyget og i knæ. Og dét at dele det her, er som at sænke de sidste parader, og overdrage min sidste bastion.

Jeg kommer på Kontanthjælp. Jeg bliver én af dem hele Danmark sparker nedad på. Jeg kommer på røven på den grimme måde. Jeg er syg, men ikke syg på en måde som samfundet vil anerkende, så jeg er så usigeligt bange for hvad jeg vil blive udsat for og sendt ud i, når først jeg er under deres kontrol. Nogle gange har jeg svært ved at komme i bad, fordi det koster alle mine skeer.* Hvordan skulle jeg kunne klare en aktivering?

Jeg starter i psykoanalyse i næste uge. Havde første samtale med endnu en ny terapeut i sidste uge. Hun har en gruppe der passer til mig. Og jeg er bange. Helt ind i hovedstolen-bange. Jeg har altid arbejdet kognitivt. Og det er jeg pissegod til. Rationale og handlinger - det er lige mig. Følelser? Not so much.

Så - nu er jeg her. I frit fald. På alle områder af mit liv.
Jeg føler jeg drukner.




* Google: Spoontheory