onsdag den 17. februar 2016

Trajectory.

Hvis nogen spurgte mig, hvad der skulle til, hvor der skulle være grebet ind og hvordan, for at ændre mit livs trajectory - så ville der flere flere steder man kunne have sat ind.

- Da jeg var spæd. En narkoman, en brugende narkoman, skal ikke have så mange chancer som min mor fik. Det ødelagde det lille barn jeg var, at blive kastet rundt mellem alle mulige og umulige mennesker, fordi min mor ikke magtede opgaven. Der ville jeg i stedet ønske at nogen havde taget ansvaret, og havde fjernet mig permanent. At nogen havde turdet være den Voksne. Eventuelt med besøgsaftaler med min familie, så jeg ikke blev helt hægtet af. Dét at man i stedet insisterede på at mor og barn skulle blive sammen for enhver pris, resulterede i et totaltskadet barn, og en mor som ikke var opgaven voksen. Alle tabte. Også myndighederne, her 39 år senere, hvor jeg sidder og er syg og på overførselsindkomst.

- Da jeg kom i skole, og var det sære barn. Det udadreagerende og sorte barn. Der ofte havde blå mærker og havde svært ved at relatere til voksne. Jeg ville ønske mine skolelærere/psykologer havde set bag min mors facader, og havde taget hånd om mig. Jeg mistrivedes. I stedet så man et problembarn, der skulle afrettes, og en veltalende mor med undskyldningerne og forklaringerne i orden. “Det er HENDE der er problemet!”, sagde hun og pegede på mig.

- Da jeg var teenager, og boede i gaden. Jeg kunne ikke varetage mit HF-studie, og mit fritidsarbejde mistede jeg også. Det var for svært at få det hele til at hænge sammen, når man overnattede på en bænk i parken, i opgange eller hos venner. Efter et par mdr, blev det for meget for min mor/kommunen, og jeg blev placeret i en plejefamilie langt ude på landet. En plejefamilie, med alt for mange plejebørn, alt for meget fokus på plejebørnenes arbejdsfunktion på gården og ifbm den B&B familien drev - og alt for lidt fokus på børnene og deres (/vores) trivsel. Der var ingen nær og konstruktiv voksenkontakt. Der var ingen tryghed. Jeg havde sådan brug for at lære at voksne var the good guys. At man ville mig det godt. At man viste mig interesse og fortalte mig at jeg var OK. Jeg boede i en kostald, og efter en måneds tid fik jeg nok, og tog mine ting og gik derfra. Jeg så mig aldrig tilbage.

- Da jeg igen dukkede op på jordens overflade, efter at være stukket af fra plejefamilien, blev jeg sendt på Ungdomshøjskole. Jeg var 17 år, og jeg var bange for alt. Min tro på de voksne var væk, og det samme var vel egentligt mit håb. Jeg blev 18 på højskolen, og havde modtaget kontanthjælp i næsten et år inden. Da de 8 mdrs højskoleophold var slut, var kommunens ansvar ophørt, for nu var jeg voksen. De installerede mig i en af kommunens lejligheder, som var alt for dyr til min kontanthjælp. Jeg havde knap 800 kr tilbage, efter huslejen var betalt. Og så slap de mig. Jeg ville ønske der her var en voksen der lige havde taget fat i mig, og sagt: “Hvad skal vi stille op med dig? Hvad har du lyst til? Vis mig hvad du kan!” Men der var ingen forventninger til mig, så jeg drev bare rundt, og havnede i Holland. Hvor jeg blev gravid, og flygtede hjem til Danmark for at få en abort.

- Da jeg havde været hjemme i Danmark nogle mdr, mødte jeg Maries far. Jeg bliver svimlende forelsket, og bliver lynhurtigt gravid igen. Jeg er stadig på kontanthjælp, og driver formålsløst rundt. Jeg ved ikke hvad jeg skal gribe og gøre i. Der er ingen forventninger til mig, og jeg afskærer mig selv mere og mere fra en retning, der gav mening. Jeg ville ønske at nogen havde taget fat i mig og sagt “Nå, Line. Nu er du vist voksen nok til at der skal ske noget. Hvad vil du? Hvad kan du?” - men jeg drev videre. Væk fra arbejdsmarkedet, uddannelser og fremtid. Og mistede mere og mere troen på mig selv.




Og sådan gik mine 20’ere…

Jeg flygtede fra Ikast, da Marie var knap 2 år gammel. Hendes far var rigtig usund for mig, jeg udviklede en spiseforstyrrelse og fik mine første angstanfald. Jeg havde svært ved at være i mig selv, og måtte væk. Jeg havnede i Århus. Jeg vidste jeg var nødt til at gøre etellerandet, for at udfylde mine dage, så jeg aftalte med min socialrådgiver at jeg skulle starte på Byhøjskolen. En forberedende kunstskole til akademiet. Jeg elskede det. Men jeg var ikke ambitiøs nok. Jeg var på en måde ikke ung nok. Jeg havde et barn, og havde svært ved at blive en del af det miljø der var. Jeg var hele tiden ude i periferien. Ikke rigtigt med. Og stadig drev jeg længere og længere væk fra arbejdsmarkedet og virkeligheden.

Da Byhøjskolen var slut, og jeg havde haft nogle flere måneders driven formålsløst omkring, startede jeg på Grafisk Skole. Det var en ambitiøs skole, og jeg lærte så meget. Mens jeg gik der, blev jeg gravid med Miranda. Og blev alene igen. Jeg havde svært ved at overskue et liv alene med to børn, og drømmen om at komme på akademiet eller designhøjskolen døde langsomt ud. Jeg havde hverken talentet, albuerne eller et liv der kunne bære det.

Jeg var stadig på kontanthjælp, og jeg kunne mærke hvordan skruen begyndte at stramme lige så stille. Kravene begyndte at dukke op. Og i mangel på pejling, tænkte jeg at det ville give mening at få taget den HF, jeg sprang fra som ung, så jeg startede på VUC enkeltfag. Jeg begyndte at drømme. Jeg var for alvor igang med terapi, og min ambition om mønsterbrud var begyndt samtidigt med at jeg blev mor. Jeg kunne mærke at mit intellekt kunne bære, og fik langsomt pejlet mig ind på at akademiker måske var muligt. Det havde jeg aldrig turde drømme om som barn eller ung. For det første fordi at livet og de tæv det gav, var i vejen - men også fordi at Universitetet var sådan et sted “de rige” kom hen. Sgudda ikke en billig tøs som mig.

Så jeg tog VUC. Over mange år. For jeg kunne nøjes med 17 undervisningstimer, og stadig få SU, fordi jeg havde små børn. SU-lånet begyndte at vokse. På min 27-års fødselsdag blev jeg indlagt - med beskeden om, at hvis ikke jeg var kommet ind den nat, så var jeg aldrig vågnet igen. Jeg havde gået med en ubehandlet stofskiftesygdom i mange år, og mine organer var ved at sætte ud. Mine levertal var skyhøje og mit hjerte var ved at give op. Det var det der gjorde så ondt. Det var derfor jeg blev indlagt. Jeg havde ondt i hjertet. Sygdommen - og nærdødsoplevelsen - slog mig helt ud, og det tog lang tid for mig at komme helt tilbage til studierne igen. Og distancen mellem mig og arbejdsmarkedet blev bare større og større. Jeg arbejdede lidt freelance som ren-tegner for et firma der indrettede daginstitutioner, ved siden af studierne. Min daværende kæreste arbejdede for firmaet, og gav mig chancen. Det gav godt, udover SU’en, og det var et spændende og relativt nemt arbejde for mig. Men da forholdet gik i stykker, forsvandt jobbet også. Jeg var frivillig hos Mødrehjælpen en kort periode, men det tog for meget tid, ved siden af studierne, når jeg også skulle hente børn og være fuldtidsmor. Miranda har aldrig haft kontakt med sin far, så hun var min fuld tid. Da jeg var syg, og holdt pause fra studierne, var jeg i aktivering/jobtilskud i et fotokunstgalleri. Her mødte jeg Signe. Hun var et år yngre end mig, og uddannet kaospilot. Hun var hamrende dygtig og ambitiøs - og så så hun mig. Vi havde mange lange samtaler, og hun gødede håbet om at jeg “kunne blive til noget”. At jeg rent faktisk kunne lykkes med mit mønsterbrud. Jeg kunne blive akademiker. Der er aldrig nogen der har troet på mig, som Signe gjorde det. Det havde dyb impact på min intellektuelle selvforståelse. Desværre er et selvværd ikke lige sådan at genoprette, så da jeg stoppede med at arbejde dernede (fordi jeg genoptog studierne) forsvandt troen på mig selv langsomt igen.



Og sådan gik mine 30’ere…

Jeg fik endelig færdiggjort de enkeltfag der skulle til for at søge ind på Universitetet, med et kort afbræk inden jeg fik gjort de sidste to fag færdige på selvstudie, fordi marie fik epilepsi og det tog fokus fra mig. Eller i hvertfald troede jeg at jeg havde de fag der skulle til, for da jeg stod på Syddansk Universitet med ansøgningen til Religionsstudier i hånden, havde jeg lige overset den detalje at jeg manglede et sprogfag. “Men hey, du kan søge ind på old!”, sagde damen bag skranken. Havde ingen pejling, så det gjorde jeg - og døde langsomt over de to semestre det tog mig at færdiggøre oldgræsk, som viste sig adgangsgivende til Religionsstudier. Hvorfor jeg søgte ind på religionsstudier? Det var det mest humanistiske studie, der fandtes på SDU, der ikke involverede at man havde tysk på gymnasieniveau. Så det blev det. Det var et spændende studie, men jeg brændte ikke for det helt inde i kernen. Jeg følte mig fortabt, og de kroniske smerter der havde været undervejs længe, tog mere og mere til i styrke. Jeg slugte en rulle treo hver dag. Jeg var udmattet, angst og i knæ. Jeg var bange for fremtiden. Jeg var bange for hvad der skulle ske på den anden side af et studie jeg ikke brændte for. Hvordan skulle jeg nogensinde finde et job, når jeg ikke har et CV, ingen referencer. Jeg følte ikke jeg slog til, og følte mig fuldstændigt intimideret af mine medstuderendes ungdom og muligheder. Jeg fandt mig et arbejde ved siden af studiet. Som fundraiser for NGO’er og velgørenhed. Jeg var dygtig. Faktisk var jeg landets bedste i flere måneder (firmaet havde 4 afdelinger - og jeg var den bedste af alle de ansatte alle 4 steder), og det gjorde mig hamrende stolt. Men lykken var kort. Jeg kunne ikke klare både et fuldtidsstudie, at være alene med to børn og et job. Jeg kunne ikke klare presset. Jeg blev mere og mere syg.



Og nu bliver jeg snart 40.

Jeg er sygemeldt. Er droppet ud af mit studie. Er løbet tør for SU og ekstra klip. Er på kontanthjælp - syg af kroniske smerter og diverse psykiske diagnoser. Uden pejling.

Så hvad skal der til for at ændre trajectory nu:
En rummelig arbejdsplads. Et sted, hvor man kan se mine muligheder og evner, og ikke kun mine begrænsninger. Dem har jeg haft alt for meget fokus på alt for længe. Jeg har brug for at nogen har brug for mig, og det jeg kan. Jeg har brug for at genfinde lidt værdighed.
Hvad kan jeg, spørger du? Jeg kan skrive. Jeg kan formulere tekster. Jeg er endda god til det, siges der. Jeg kan oven i købet tegne lidt, hvis det er nødvendigt. Jeg kan så meget, hvis blot der er nogen der tror på mig, - ligesom Signe gjorde den gang jeg arbejdede på Galleri Image. Hun så mig. Hun dyrkede mine evner, og jeg voksede. Jeg er sikker på at jeg kan en masse ting. Men jeg har brug for støttehjul og masser af hep. Længe. Jeg kan ikke klare flere frie fald, hvor jeg bliver sluppet, inden vingerne er klar til at bære mig. Jeg har brug for at der er nogen der tager min hånd lidt, og fortæller mig alting nok skal gå. At jeg ikke skal bekymre mig. At jeg godt kan.

tirsdag den 16. februar 2016

Klaustrofobi.

Jeg læser meget i disse dage. Drømme og rastløshed fæstner mere og mere rod.
Angsten har haft taget i mig så længe. Og jeg forsøger at slippe væk fra den. Og virkeligheden, måske.

I virkeligheden er angsten mere amputerende og invaliderende end smerterne.
Jeg har fantomsmerter. Jeg længes. Efter et liv. Med bevægelse og mennesker. Men jeg er ved at drukne i min egen klaustrofobi. Smerterne er en slags allestedsnærværende biting. Som begrænser mig fysisk. Men det værste er det mentale fængsel, jeg lever i. For jeg lever jo ikke. Ikke rigtigt.

Jeg føler mig som en snylter.
Jeg snylter på andres mod og muligheder.
Og andres fortællinger.
Jeg nasser på deres overskud og det er hamrende patetisk.
Jeg vil så gerne tage kampen selv, men jeg tør fanme ikke alene.
Det kræver en modpart.
En medspiller.
En medsammensvoren.
En fælle.
Jeg er ikke en ø, og jeg er ved at kæntre i mit ensomme hav!

Jeg ønsker mig væk.
Jeg ønsker mig at klumpen i halsen vil forsvinde, og skyggerne for mit indre blik vil blæse væk. Eller blot lette lidt. Løfte sløret for noget Håb, for helvede.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om jeg ville være lige så ødelagt som menneske, hvis jeg flyttede ud i skoven.
Om skoven ville kunne revitalisere mig og regenerere mit ødelagte sind og min syge krop.
Jeg ønsker mig at finde overskuddet til at besøge Andrea og Jeppe en sommer, og prøve mig selv og teenageren af. Se om det bærer.
Jeg ønsker mig at vække hende fra sin iPad-døs og skærpe hendes sanser.
Jeg ønsker mig (et) liv.

Man skal sige sine ønsker højt.
Man skal skrive sine ønsker ned. Og ud.

Ovenpå synger teenageren dybtfølt med på følelsesladede sange.
Får afløb for sit indre.
Ligesom jeg gør det.
Jeg gør det bare med tårer.
Jeg føler mig klaustrofobisk og ønsker mere.
For hende og for mig.

Miranda kan sagtens mærke forandringen slå rod i mig. Hun vejrer forandring i luften. Hun snuser som en ulv mod vinden, og viser tænder. Snerrer.
Hun kan mærke min rastløshed, min klaustrofobi. Og den gør hende bange. Jeg har gjort det så mange gange. For mange gange. Revet hende op med trevlede rødder, og plantet hende om. Et nyt sted. Nye mennesker. Nyt. Nye. Ny. Som om man kunne gøre sig selv om hver gang.

Og Hun synger og synger og synger sin ungdom ud.
Og jeg græder og græder og græder min alderdom ind.

Jeg læste et ord forleden dag, som ramte mig. Artstræthed. Jeg er træt af vores art. Jeg er træt af mennesker. Mennesket. Som art. Artsy fartsy. Så korrumperet og forsmået. Så endegyldigt selvdestruktivt. Så længselsfulde efter vækst. Indre og ydre. Og økonomisk. Kapitalismen kvæler mig, og jeg hverken kan eller vil lege med på deres præmisser.
Jeg hører ikke til, og kan ikke bidrage med noget. Jeg er en paria. Uønsket. Jeg savner kræfterne til at kæmpe. Min indignation er svær at trække gennem mudderet, når kroppen forråder mig. Jeg trækker mig ind i mig selv, og selvhadet og klaustrofobien vokser bare. Mere og mere. Og angsten kvæler mig. Langsomt.

Jeg længes efter luft. Og frihed. Og Kærlighed, for helvede.

fredag den 12. februar 2016

Hemmelighed.

Da jeg var 6-8 år, kørte jeg med min mor og hendes mand forbi det Psykiatiske Hospital i Herning. Jeg kan ikke huske hvad præcis de sagde om stedet, som gjorde mig nysgerrig, men jeg spurgte hvem der var indlagt dér. Svaret kom prompte, og har hængt fast lige under huden på mig lige siden. "Det er sådan nogen der hiver håret af sig selv!", sagde min mor, med et hårdt blik. Jeg blev bange. Og lige siden da har det været min hemmelighed. Èn af mine skamfulde hemmeligheder.

Det er på tide at der bliver åbnet op for de der dybe hemmeligheder og skamfulde sandheder, jeg bærer rundt på om og i mig selv. Jeg har aldrig fortalt det her til nogen. Ikke engang mine psykologer/psykiatere/terapeuter.

Jeg hiver håret af mig selv. Jeg har gjort det lige så længe jeg kan huske. Jeg tror jeg gør det fordi det løsner min kropslige stress, og det er mere udtalt i perioder hvor jeg er presset eller depressiv.
Det er egentligt utroligt at jeg stadig har hår på hovedet, omend det er lidt tyndt de steder som er mest udsat.

Jeg er nødt til at åbne op. Helt op. Helt ind.

Min mor nævnte det aldrig siden. Eller før, for den sags skyld. Det var vel bare hendes måde at fortælle mig at hun godt vidste det, men ikke vidste hvad hun skulle stille op. Hun har flere gange fortalt mig, da jeg var yngre, at hun var sikker på at jeg var sådan en der ville ende på skt.Hans. Det tog mig lang tid, før jeg fandt ud af hvad det der skt.Hans var. Da jeg fandt ud af det blev jeg simpelthen så ked af det. Og skuffet. Og vred. Tænk hvor meget det ville have ændret, hvis hun i stedet for at gøre sig hård, gjorde sig blød, og trøstede lidt. Forsøgte at finde ud af hvad der lå til grund for mine mange coping-mekanismer.

Men fortiden kan ikke ændres. Det kan kun fremtiden. Jeg er nødt til at gøre det selv.